
Show Notes
Stop med at håndtere børns adfærd. Begynd at forstå den.
I Carolines journal står, at hun som barn fik "raserianfald ud af det blå".
Men når Caroline ser tilbage i dag, var de ikke ud af det blå.
Tværtimod.
Alt for mange voksne forsøgte at håndtere hendes reaktioner.
Alt for få forsøgte at forstå dem.
De kom i en børnehave, der føltes overvældende; en skole, hun græd ved synet af; og et liv, hvor hun konstant forsøgte at forstå, hvad andre forventede af hende.
Det udløste en autismediagnose, som på den ene side gav mening og på den anden blev begyndelsen på fortællingen om, at der var noget grundlæggende galt med hende.
Senere fulgte selvskade, spiseforstyrrelse og møder med en psykiatri, som virkede mere optaget af at håndtere symptomerne end af at forstå, hvad de forsøgte at fortælle.
Hør Caroline fortælle om diagnoser, identitet, maskering, selvskade, spiseforstyrrelser og følelsen af at være forkert.
Hør også, hvad der sker med et menneske, når ingen rigtig hjælper én med at forstå sin egen historie.
Og hvordan man alligevel kan finde vejen gennem den – blandt andet gennem kunst og sang.
More from Noget I bør vide — med Anders Sørensen.
Sasha overlevede årelange seksuelle overgreb og blev ufrivilligt landskendt som ”Tønderpigen”. Langt færre ved, hvad hun derefter blev udsat for i det system, der skulle hjælpe hende. Hun var to et halvt år gammel, da hendes far begyndte at udsætte hende for seksuelle overgreb. Han solgte også adgang til hende til andre mænd. Da politiet kom og anholdt ham, var hun 11 år. Det burde have været begyndelsen på et liv, hvor voksne hjalp hende med at føle sig tryg og forstå sine reaktioner på det, hun havde været igennem. Men nej. I stedet fulgte en skizofrenidiagnose, såkaldt “antipsykotisk” medicin og elektrochok, før hun måtte opgive den lægestyrede danske psykiatri og selv finde hjælp til de traumer, hun havde overlevet, et andet sted i systemet end psykiatrien. Vores samtale blev to timer og 27 minutter lang. Jeg håber sådan, du vil lytte med, så vi sammen kan hjælpe Sasha med at bære traumerne – både de oprindelige og dem påført af psykiatrien. Det er skrappe sager, og Sasha er uden tvivl det stærkeste, sejeste menneske, jeg kender. Sasha, min ven, min kompagnon, mit medmenneske – tak for at tale med os. Som barn lærte hun at forsvinde ind i andre verdener, når virkeligheden var uudholdelig. Hun holdt op med at græde, fordi ingen kom. Senere blev selvskade og stoffer måder at holde smerten ud på. Når man hører Sasha fortælle, bliver sammenhængene så tydelige, at det er svært at begribe, hvordan hun kunne gå i årevis og føle, at der var noget grundlæggende galt med hende, og at systemets svar var diagnoser og medicin. Jeg bliver vred over, at et menneske med så åbenlyse traumer alligevel skulle kæmpe så hårdt for at få relevant hjælp. Og over, at ’hjælpen’ påførte hende yderligere traumer. Først i 2020 fjernede en psykiater endelig skizofrenidiagnosen og beskrev hendes lidelse som PTSD. Sasha fortæller, hvor dybt det berørte hende endelig at læse en faglig beskrivelse, der forbandt hendes lidelse med det, hun havde været udsat for. I dag er Sasha i gang med at skabe et liv med plads til mere end overlevelse.
Kan skizotypi være en traumereaktion?
Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud. Nu skal vi tale antipsykotika. Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske. Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den, retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og hyperbolsk. Men der er en vigtig forskel. Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb, ekstrem belastning eller søvnmangel. Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet, selvfølgelig vende tilbage. Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling. Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte den. Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv ved den langsomste udtrapning. Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske rundkørsel: Man trapper for hurtigt ud. Man bliver psykotisk. Psykosen kaldes tilbagefald. Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle have trappet ud. Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og var tæt på at søge førtidspension. I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende sygdomserkendelse. Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!
Når en traumereaktion bliver forstået som manipulation, dramatik eller splitting, reagerer personalet let med korrektion, afstand og kontrol.