Show Notes
I denne episode taler jeg med Lise Dam, mor til Sarah, hvis historie mange kender fra DR-dokumentaren Hvem griber Sarah? Sarah døde af sin depression, mens hun ventede på behandling i psykiatrien. I dag kæmper Lise for, at det ikke skal ske for andre. For hvad sker der, når et menneske har brug for hjælp – men møder et system, hvor ansvaret glider fra hånd til hånd? Sarah mødte seks forskellige psykiatere i sit forløb. Alle kunne se, at hun havde brug for hjælp. Ingen tog ansvaret for at hjælpe hende. Vi taler om, hvad en svær depression egentlig gør ved et menneske. Hvordan håbet langsomt kan forsvinde, når hjælpen udebliver. Hvordan selv stærke mennesker kan blive fanget i en lidelse, der gradvist overtager tankerne og gør verden mindre og mørkere. Og hvor afgørende det er, at nogen griber ind, før håbløsheden får lov til at vokse sig livsfarlig. Vi taler også om betydningen af kontinuitet i behandling: at have én behandler, der kender én, og et forløb, hvor relationen kan vokse. Sarah havde tidligere været i et gruppeforløb med en fast psykiater og psykolog, hvor hun fik det markant bedre. Da hun blev syg igen, ønskede hun blot at komme tilbage til det, der havde virket. Men systemets strukturer gjorde det umuligt. Undervejs i samtalen kommer vi også ind på nogle af de større spørgsmål i psykiatrien i dag: – Hvad sker der med mennesker, når de kastes rundt mellem diagnoser og behandlere? – Hvordan påvirker ventetid håb og håbløshed i en depression? – Hvad betyder relationer og behandlingsalliance i psykiatrisk behandling? – Hvorfor kan systemer nogle gange ende med at stå i vejen for den hjælp, de er sat i verden for at give? - Og hvorfor vi har brug for at gøre en særlig indsats for unge mellem 18 og 30 år. Vi taler også om de ændringer, vi mener er nødvendige, hvis vi skal undgå lignende behandlingssvigt i fremtiden: kontinuitet, tryghed, samarbejde, tilbagefaldsbehandling, bedre støtte til ungevoksne – og et bredere syn på, hvilke faggrupper der kan spille en rolle i psykiatrien. Især pædagoger og psykomotoriske terapeuter kan noget, som i dag undervurderes i et system præget af stive faghierarkier. Det er en samtale om sorg, men også om håb. Om et system, der kan og skal blive bedre. Og om hvorfor Lise i dag fortsætter kampen – for “de andre Sarah’er derude”.
More from Noget I bør vide — med Anders Sørensen.
Sasha overlevede årelange seksuelle overgreb og blev ufrivilligt landskendt som ”Tønderpigen”. Langt færre ved, hvad hun derefter blev udsat for i det system, der skulle hjælpe hende. Hun var to et halvt år gammel, da hendes far begyndte at udsætte hende for seksuelle overgreb. Han solgte også adgang til hende til andre mænd. Da politiet kom og anholdt ham, var hun 11 år. Det burde have været begyndelsen på et liv, hvor voksne hjalp hende med at føle sig tryg og forstå sine reaktioner på det, hun havde været igennem. Men nej. I stedet fulgte en skizofrenidiagnose, såkaldt “antipsykotisk” medicin og elektrochok, før hun måtte opgive den lægestyrede danske psykiatri og selv finde hjælp til de traumer, hun havde overlevet, et andet sted i systemet end psykiatrien. Vores samtale blev to timer og 27 minutter lang. Jeg håber sådan, du vil lytte med, så vi sammen kan hjælpe Sasha med at bære traumerne – både de oprindelige og dem påført af psykiatrien. Det er skrappe sager, og Sasha er uden tvivl det stærkeste, sejeste menneske, jeg kender. Sasha, min ven, min kompagnon, mit medmenneske – tak for at tale med os. Som barn lærte hun at forsvinde ind i andre verdener, når virkeligheden var uudholdelig. Hun holdt op med at græde, fordi ingen kom. Senere blev selvskade og stoffer måder at holde smerten ud på. Når man hører Sasha fortælle, bliver sammenhængene så tydelige, at det er svært at begribe, hvordan hun kunne gå i årevis og føle, at der var noget grundlæggende galt med hende, og at systemets svar var diagnoser og medicin. Jeg bliver vred over, at et menneske med så åbenlyse traumer alligevel skulle kæmpe så hårdt for at få relevant hjælp. Og over, at ’hjælpen’ påførte hende yderligere traumer. Først i 2020 fjernede en psykiater endelig skizofrenidiagnosen og beskrev hendes lidelse som PTSD. Sasha fortæller, hvor dybt det berørte hende endelig at læse en faglig beskrivelse, der forbandt hendes lidelse med det, hun havde været udsat for. I dag er Sasha i gang med at skabe et liv med plads til mere end overlevelse.
Kan skizotypi være en traumereaktion?
Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud. Nu skal vi tale antipsykotika. Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske. Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den, retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og hyperbolsk. Men der er en vigtig forskel. Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb, ekstrem belastning eller søvnmangel. Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet, selvfølgelig vende tilbage. Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling. Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte den. Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv ved den langsomste udtrapning. Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske rundkørsel: Man trapper for hurtigt ud. Man bliver psykotisk. Psykosen kaldes tilbagefald. Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle have trappet ud. Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og var tæt på at søge førtidspension. I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende sygdomserkendelse. Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!
Når en traumereaktion bliver forstået som manipulation, dramatik eller splitting, reagerer personalet let med korrektion, afstand og kontrol.